40 år med Ø’erne
40 år er (snart) gået, siden vi i 1984 sendte vores første bus af sted med forventningsfulde skigæster.
40 år er (snart) gået, siden vi i 1984 sendte vores første bus af sted med forventningsfulde skigæster.
Kim og Kent, der var i starten af 20’erne, startede Ø’erne fra kollegieværelset i Aarhus i 1984. Det var længe før computeren blev udbredt, så alt foregik med kuglepen og papir.
Vores brochurer har altid fyldt meget. Før internettet var det måden, man kunne se vores udvalg af rejser på. Hvert år udkom det “tykke” vinterkatalog samt en brochure om sommerski.
Vores sidste “rigtige” brochure udkom i 2008 ifbm. vores 25 års jubilæum.
I “gamle” dage, da Danmark stadig havde rigtige vintre, behøvede man ikke rejse helt til Alperne for at få ski under fødderne: Med hjælp af en traktor åbnede vi en skihejs i Stenild. Et reb blev trukket af traktorens motor, så en lille lift kunne transportere glade skiløbere op ad bakken. Skiudlejning havde vi i bunden af skihejsen.
Gennem en årrække havde vi skibutikker rundt i landet – bl.a. i Aalborg, Randers og Aarhus. Vi lukkede den sidste Skibiks i 1994 for at dedikere al vor tid til rejserne.
I 1997 kom den første hotelbus til. Der var tale om en bus, der havde fået “skrællet” taget af, hvorefter man havde bygget en “halv” etage ovenpå. Gennem en luge i loftet kravlede man op i de lukkede rum, hvor der var 2 madrasser og et natbord.
Mere end 500 har haft den gule jakke på gennem årene. Da vi var størst, havde vi hele 50 guider af sted om vinteren. I dag har vi omkring 4 faste guider + en del gamle guider, der hjælper til i løbet af vinteren.
Det er stadig Kim og Kent, der tager telefonen, når der ringes. Næste generation er mere eller mindre kommet med i firmaet – alle børnene har været af sted som guider/stewards, og Henrik er i dag ansvarlig for hjemmesiden samt laver tilbud på rejser m.m. – så de næste 40 år er sikret.
Skulle du have spørgsmål til de enkelte rejser, eller ønsker du et uforpligtende tilbud på en skitur, sidder vi klar ved tasterne og telefonerne.